bjoerna.dk     Kultursociolog Bjørn Andersen    post@bjoerna.dk


Holberg om Skanderbeg

Version 2.1 - 02.12.2004

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)



  

Klik evt. på billederne på denne side for at få dem frem i større format. Se note om portrættet nederst på siden. Se siden om Skanderbegs segl.

Ludvig Holberg (d. 1754) udgav i 1739 sin »Sammenlignede Historier«. Den fulde titel var noget længere - se billedet ovenfor: »Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds, sær Orientaliske og Indianske sammenlignede Historier og Bedrifter efter Plutarchii Maade«.

Værket er genudgivet senere og indgår f.eks. i bind 11 i Carl S. Petersen's udgave af Holberg's »Samlede Skrifter« (1931). Der er dét særlige ved dén udgave at teksten er sat nogenlunde som på Holbergs tid, dvs. med gotiske bogstaver, men at sidestørrelsen er meget anderledes. Oplaget var ikke særlig stort - 430 eksemplarer, til gengæld er bogen trykt på 'fornemt papir'. Jeg har fundet bindet i magasinet på Gladsaxe Hovedbibliotek.

Nedenfor følger et fotografisk citat og derefter teksten 'transkriberet' til latinske bogstaver (i den originale tekst står visse vendinger - og fremmedord - i forvejen med latinske bogstaver, nemlig når de er hentet fra latin). På et senere tidspunkt vil jeg tilføje noter til teksten og skrive en kommentar om Skanderbeg og om Holbergs vurdering af ham.

Holbergs tekst er umiddelbart spændende at læse, men den fremstår meget kompakt - hvilket får særlig stor betydning når den skal kunne læses på 'nettet' - og derfor har jeg valgt at dele teksten op i underafsnit; Holbergs egne afsnitsopdelinger er bibeholdt og markeret med indrykning. (I tal-angivelser har jeg tilføjet et skilletegn).

Som man hurtigt vil opdage betød nogle af ordene ikke helt det samme som de gør nu, men teksten er dog ikke særlig svær at læse - for meningen giver sig ofte ud af sammenhængen. Der er nogle vanskeligheder, men de ligger på et helt andet plan: Hvad vidste man på Holbergs tid om Skanderbeg og hans modstandere? Hvad var Holbergs ærinde da han skrev teksten i 1700-tallet?, dvs. i en helt anden sammenhæng end dén Skanderbeg levede, men dog i en situation hvor det Osmanniske styre stadig eksisterede og kunne være en trussel; så sent som i slutningen af 1600-tallet angreb Osmannerne Wien - i øvrigt under ledelse af en overgeneral med Albanske relationer.

At Skanderbeg må have haft stor militær og politisk betydning i samtiden fremgår tydeligt af Holbergs tekst (og af andre forfattere), men det ser også ud til at man ikke tænkte meget i nationale baner som man har gjort senere. Man manøvrerede og skiftede side, hvis man havde fordel af det. Det samme gjaldt formentlig Skanderbeg selv - for han var trods alt i mange år en fremstående og dygtig officer hos Osmannerne, før han gik andre veje. Det samme gjaldt mange andre af Middelalderens og senere tiders Fyrster på Balkan.

Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at sende en mail (se øverst th på denne side).




Billedet kan ikke forstørres ved at klikke,
men du kan få det frem i en bedre kvalitet.



ZISKA, SCANDERBEG.

Forberedelse.

Blant mange Ting, som misbruges udi daglig Tale og Skrifter er den Titul af Helt eller Heros.

Homerus, som Poëter og Moralister foresætte sig som en Modell at efterfølge, haver lagt første Grundvold til denne Irring, i det han har udi Heroiske Vers forestillet, som Dyders og Tapperheds Exempler visse Mænd, hvis Bedrifter og Gierninger heller burte nedgraves i Forglemmelse, og hvis Levnet aldeeles ingen Overeensstemmelse har med den rette Heroismo; thi, skal Achilles, skal Ulysses være Heroës eller slige Helte, da bliver Definitionen saadan: en Helt er en Mand, der røver, plyndrer og slaaer Mennesker ihiel med saadan bestandig Lykke og Succes, at ingen drister sig til eller formaaer at fordre ham til Regnskab derfor, men maa overlade GUd Hevnen.

Eller, en Helt er en Mand, der ved Sviig og Underfundighed kommer til Rigdom og Velstand og sætter sig selv og sit Land i den Stand, at han bliver en Skræk for alle sine Naboer. Paa saadanne Helte har Jorden saa vel nu, som i gamle Dage haft god Forraad; men det er af saadanne Helte, hvoraf den ikke meget kand bryste sig.

Saa meget derfore, som Poëter maa stræbe efter at efterfølge Homeri Stiil, høye Tanker og prægtige Ord, saa meget maa de tage sig vare for at imitere hans Morale og Portraits, med mindre man vil forfalde udi den Vildfarelse, at giøre aabenbare Laster og Misgierninger til Hoved-Dyder.

Hvorliden Overeensstemmelse Achillis Bedrifter haver med Heroismo, sees tydeligen, naar man tager Dækket af, og giver heller agt paa Gierningen i sig selv, end paa Poëtens prægtige Ord. En Mand, udi hvis Hierte havde fæstet Sæde Had, Hævngierighed, Grumhed, Vrede og andre deslige Affecter, er aldeeles ingen Zirat for det menneskelige Kiøn. Tvertimod en saadan kand ikke alleene ansees med Skræk, men end ogsaa med Foragt, ja heller holdes for en feig, end en tapper Mand: naar han ikke er mægtig til at imodstaae sine Passioner, men viiser sig at være en foragtelig Slave deraf; thi der er saa stor Forskiæl imellem Tapperhed og Hidsighed, som der er imellem Gudsfrygt og Tungsindighed og imellem Retfærdighed og Strænghed.

Saasom nu det er ikke uden af Legemets Styrke og af et hidsigt Blod Achilles egentligen var distingveret blant Grækerne og at deslige Qvaliteter findes endogsaa hos umælende Beester, da, hvis ikke andet kan fremføres til hans Berømmelse, har man Møye at giøre ham til et Menneske, end sige en Helt.

       Den ugemeene Forstand og Kundskab udi Stats og Krigs Videnskab, samt Veltalenhed, som tillegges den anden Homeri Helt Ulyssi, saasom dette bestod udi Sviig, Simulation og falske Ord og Løfter, saa kand man sige, at den eene var lige saa langt fra Heroismo, som den anden, ja at den første ved nøye Examen var ikke andet end et glubende Dyr, og den sidste ikke andet end en Rev, eller saadan een, som den gemeene Almue nu omstunder kalder Politicus, hvilket betyder en igiennemgaaen Skalk.

Begge Slags Qvaliteter forklarer Cicero Lib. I. Off. Scientia, qvæ remota à justitia est, calliditas potiùs, qvàm sapientia est appellanda. Item, animus paratus ad periculum, si sua cupiditate, non utilitate communi impellitur, audaciæ potiùs, nomen habeat, qvàm fortitudinis. Det er, all den Videnskab, som viger fra Retfærdighed, er heller Underfundighed end Viisdom; og den, som vover sit liv for sin egen Skyld, ikke for det gemeene Beste, er ikke tapper, men dristig.

       Adskillige Poëter derfore, som have skrevet efter Homeri Tid, have merket, hvormeget samme Mand har vildfaret udi sine Characteres, og seer man, at Virgilius har støbet sin Heros udi en anden Form, og giort Pietet, Sagtmodighed og Ærlighed til Æneæ Hoved-Dyder. Men alt dette bestaar kun i blotte Ord, ja, naar man uden Broderie betragter Æneæ Gierninger, som bestoed i at krænke en Dronning under Ægteskabs Løfte, og derpaa at forlade hende, at berøve en fremmed Mand sin forlovede Brud, og at omkomme sin Medbeiler, saa blive Bedrifterne saadanne, at det var bedre at tie dermed, end at udføre dem i en Heroisk Lovsang, hvilket Virgilius uden Tvivl selv har merket, og derfore skudt Skylden paa Guder og Gud-inder, saa at det maatte blive til en Dyd og Gudsfrygt, i Henseende til at det var en Fornødenhed at efterleve Himmelens Befalninger.

Ingen tvivler paa at jo Hercules var en stor Helt. Men hvorfor? efterdi han løb om med en Kølle, og slog Folk ihjel. Vel siger man, at han rensede Verden fra onde Mennesker; men Historien viiser, at mange gode og uskyldige Folk maatte giøre Selskab med de Onde, saa at han derfor er lige saa langt fra Heroismo, som en Doctor, der dræber saa vel Onde som Gode. Ney, der vil andet til at erhverve Titul af en Heros.

En Heros er en udi Dyder fuldkommen Mand, som af Himmelen er dannet heller til Menneskets Frelse og Conservation, end til dets Ødeleggelse, og er derfore en god Huusfader, der har bragt et Douzaine vel optugtede Børn til Verden, nærmere ved Heroismum, end den store Alexander, der opofrede fast milliion Mennesker [Skanderbeg var opkaldt efter samme Alexander].

Skal Heroismus bestaae i at løbe Hovedet mod Veggen og foragte sit og andres Liv, saa kand man give den Æres Titul til ligesaa mange umælende Dyr, som Mennesker.

       Man seer dog, at ikke alleene den gemeene Almue, men endogså lærde og anseelige Scribentere udi Dyders og Lyders Beskrivelse tage qvid pro qvo, og ofte af Vildfarelse giøre de hæsligste Laster og Skrøbeligheder til Dyder, som Øyenskalkhed til Gudsfrygt, Hovmod og Rangsyge til honete Ambition, Haardhed til Retfærdighed, Ødselhed til Gavmildhed, Gierighed til Oeconomie, Haardnakkenhed til ærlig Bestandighed, Rænker til Forstand.

Besynderlig confundere de Vrede og hidsigt Blod med Tapperhed; og er det derfore, at man udi Lovsange og høytidelige Orationer, ligne Regentere med Alexandro, Cæsare &c. og opmuntre dem til at følge deres Fodspor; ja man sielden ved saadanne Leyligheder hører tale om en Phocion, Timoleon, Aristide, Cimon og Socrate, hvilke sidste besadde ret heroiske Qvaliteter, og hos hvilke fandtes ligesaa stor Tapperhed og Retfærdighed, som hos de første Hidsighed og Ambition.

Alexander den store, ophidsed af nogle ubetænksomme Ord, som hans kiereste Ven Clitus engang lod falde, omkom ham strax paa Stedet, og siden, da Vreden var stillet, af Fortrydelse vilde tage Livet af sig selv: Socrates fik et Ørefigen paa Gaden af en ufornuftig Person, tracterede det med Kaaldsindighed og Foragt, sigende alleene, det vil blive best herefter at bedekke Hoved og Ansigt med Jernplader.

Her maatte nu spørges, hvilken af disse Gierninger fortienede mest Navn af Tapperhed; den eene lader sig haanligen tvinge og overvinde af Vrede og af Skrøbelighed over det, som ham siden vilde fortryde; den anden hersker med et Helte-mod over sine Affecter, og lader see, at han ikke alleen kand overvinde andre, men end ogsaa sig selv. Thi, at denne Socratis Taalmodighed reisede sig ikke af Feighed, sees af den Berømmelse, som gaves ham udi Feltslag, at han figtede, som en Løve; det er, brugte sin Styrke og sine Arme, naar Fædernelandets Ære og Frelse det udfordrede. Thi, en Helts Characteer er ikke at figte mod sine Fiender til det Yderste, men at figte paa det rette Sted, saa at, hvor han falder, saa er det paa Ærens Post.

       Naar man dette betragter, seer man, hvilken af disse tvende Mænd, hvis Bedrifter jeg her afmaler, og som begge i Historien kaldes store Helte, mest fortiene den Titul. At Joh. Ziska ikke saadan Titul tilkommer, bliver en klar og lett udgiort Sag. Vel er sandt, at, skiønt de Krige han førdte, ikke vare uretfærdige i Henseende til Oprindelsen, saa bleve de dog førte paa en uretfærdig ja fast barbarisk Maade, saa man seer, at Vrede og Hævngierrighed hos denne Mand ingen Grændser have haft.

Hvad derimod den Epirotiske Prinds [Skanderbeg] angaar, da er mig ikke bekiendt nogen Krigsmand, hvis Levnet og Opførsel har nærmet sig meer til Heroismum. Vel fortælles, at hans Iver udi Feltslag var saa stor, at Blodet flød ham af Øyene; men, saasom han stedse sigtede mod Christendommens Fiender og det menneskelige Kiøns Tyranner, kan dette ansees som en priisværdig Nidkierhed. Thi man finder hos denne store Mand ellers ikke uden Moderation, Mildhed, Urets Forglemmelse. Ja det var alleene Medlidenhed over Christendommens Tilstand, der bragte ham udi Gevær, og bestyrkede ham mod sine Fiender. Saa at naar man betragter de mange Kiemper, som indfaldte udi samme Seculo, kan man sige, at mange fortienede den Titul af store Generaler, men ingen uden Scanderbeg alleene tilkommer den Titul af Helt. Thi det heder, som Cicero siger: Fortes & magnanimi sunt, non qvi faciunt injuriam, sed qvi propilsant: Det er, de ere Helte, som ikke øve Vold, men som drive den tilbage.

Nu maa jeg vende mig til Historien.


ZISKA

Johannes de Trocznou, som siden er bleven saa bekiendt under det Navn af Ziska eller den Eenøyede, efterdi han mistede sit Øye i et Slag, var af gammel adelig Bøhmisk Familie, fød udi den Bye Trocznou, som tilhørede nogle Canonici regulares. Han havde fra sin Ungdom fattet stor Afskye for Geistligheden, hvis uordentlige Levnet da var paa høyeste Spidse. Denne Afskye, siger nogle, var bleven forvandled til Had, efterdi hans Søster, som var en Kloster-Jomfru, blev svanger af en Munk eller Præst.

Han tog i sin Ungdom Krigstieneste an i Polen, hvor han lod see Prøve paa stor Tapperhed, sær udi det Slag, som 1410 blev holdet med den Tydske Orden.

Den haarde Execution, som skeede mod Johan Hus, for hvilken han havde baaret stor Ærbødighed, bragte den afskye og engang fattede Bitterhed mod Geistligheden paa det høyeste. En vis Scribent, som levede paa samme Tid, fortæller, at da han engang gik og grundede paa Slotspladsen udi Prag, og Kong Wenceslaus, som saadant blev var, kaldede ham til sig, og spurdte, af hvad Aarsag han gik saa dybt i Tanker, sagde han: Jeg tænker paa den Tort, det Bøhmiske Folk er vederfaret ved Johan Husses Execution. Kongen svarede da: Hverken Du eller jeg er i Stand saadant at hævne; men søg du at redde Nationens Ære, om du kand finde noget Middel dertil. Ziska laae disse Ord paa Hiertet, og fra den Tid pønsede paa det, som han siden med heele Verdens Forundring satt i Verk.

           Den Bevægelse, som den Bøhmiske Nation var satt udi formedelst Johan Husses haarde medfart, formeredes ved en lige Execution, som skeede over Hieronimum Pragensem, som ogsaa blev brændt til Costnitz. Husiterne ihielsloge Præsterne, hvor de kunde treffe dem, opbrændte Kirker og Klostere, og havde til Feltskrig: Vivant Wiclef og Hus.

For dennem satte sig i Spidsen Ziska tillige med en anden anseelig Bøhmisk Edelmand Nicolaus de Hussinetz, og indtoge Husiterne et Bierg nogle Mile fra Prag, kaldet Thabor, hvor de holdte deres Forsamlinger og uddeelte Sacramentet under begge Species. Nogle foregive, at Kong Wenceslaus selv ved et aabet Brev autoriserde Ziska til denne Opstand; vist nok er det, at mange vare af de Tanker, hvorudover han og fik daglig stort Tilløb.

Hans første Streiffen var udi den Province Pilsen, hvis Hovedstad han bemægtigede sig, men som han behøvede en Fæstning, hvor han kunde sætte siue Folk udi Sikkerhed, formerede han en Plan til en nye Stad, hvilken er den udi Historien vit bekiendte Thabor.

      Hans Anhang formeerede sig i en Hast saaledes, at den beløb sig til 40.000 Personer, og affærdigede han strax en Skrivelse til Statholderen af Trista, hvor udi han opmuntrer ham tillige med Indbyggerne til troe Bistand, og giver han sig udi samme Brev titul af Ziska de Calice, Thaboriternes Hoved.

      Hans største Omsorg var først at befæste Thabor, hvilket ogsaa skeede, saa at den blev til en anseelig Stad og Fæstning. Det var ham i Begyndelsen vanskeligt at lade sig see i Felten mod en Fiende, efterdi han intet Rytterie havde; thi Thaboriterne vare alle usle og gemeene Folk, som havde Møye at forsyne sig med Gevær, end sige med Hæste. Men han overrumplede paa samme Tid en Bøhmisk Anfører, der commenderede 1000 Ryttere, fra hvilke alle han tog Gevær og Hæste, hvormed han forsynede sine Folk, og var dette Oprindelsen til det Husitiske Rytterie.

      Imidlertid flygtede Kongen fra et Sted til et andet, troende sig ingensteds sikker, og forsømmede ikke Ziska den Leylighed til at bestyrke sine Sager. Efter at han med Fliid havde øvet sine Folk udi Krigs-Discipline, kom han ind udi Hovedstaden Prag, hvor, eftersom de fleeste Borgere havde antaget Husses Lærdom, han venligen blev imodtagen.

Der ødelagde han strax et Carmeliter-Kloster, og lod hænge en Præst, hvilken meenes, at have været den samme, der havde krænket hans Søster. Han rykte der paa mod Raadhuset, hvor de fleeste Raadsherrer vare forsamlede. Elleve af dem reddede sig med Flugten, de øvrige faldt i Ziskas Hænder, hvilken lod dem kaste ud af Vinduerne. Nogle holde for, at de Pragiske Borgere selv øvede denne Execution: andre derimod sige, at Ziska selv drev dette Verk, saasom han var heel ophidset mod Raadet.

      Da denne haarde Execution tilligemed andre kom Kongen for Ørene, blev han derover heel bestyrdset, og, da een af hans Hofmænd, nemlig en Oberskiænk derved lod falde disse Ord: at han havde forudseet saadan Ulykke, tog Kongen det op, som en Bebreidelse af hans Efterladenhed, og derudover af Vrede trækkede ham efter Haaret til Jorden, havde ogsaa stukket ham ihiel med en Dolk, dersom de Omstaaende ikke havde holdet ham tilbage. Denne Overiilelse foraarsagede, at Kongen blev angreben af et Slag, hvoraf han døde.

      Adskillige haarde Domme ere faldne over den Konge, og mange skrækkelige Historier ere om ham fortaalte: blant andet, at han engang lod steege sin Kok, efterdi han havde veigret sig ved at lave Mad til; at han lod druckne en Doctor Theologiæ, efterdi han havde sagt, at der ingen rett Konge var, uden den som regierede vel; at han meget elskede en Hund, efterdi den beed alle, som han pegede paa, at han stedse havde i sit Følge en Skarpretter, etc.. Men det er troeligt, at meget er ham paadigtet, helst af den Tydske Nation, for at besmykke den Opstand, de havde giort imod ham, og skilt ham ved den Keiserlige Krone.

      Efter WencesIai Død var den Bøhmiske Throne længe ledig, og blev i denne Vacance Grundvold lagt til Husiternes Magt.

Den efterladte Dronning Sophia lod see større Fyrighed i at forsvare Landet, end Wenceslaus, hun bragte ogsaa Ziska tvende gange saaledes i Knibe, at han nær var falden i hendes Hænder: thi Ziska med sine Folk blev paa en Høy omringed af et stærkt Rytterie; men som samme Rytterie formedelst Jordens Ulighed ikke kunde giøre noget Angreb, uden man steeg ned af Hæstene, og Ziska merkede saadant, befoel han alle Qvinderne, som var i hans Krigshær at kaste deres Klæder og Linnet for de sporede Ryttere, hvilke bleve derudover saa indviklede, at Ziska uden Møye omkom dem fast alle, og begav sig efter denne Seyer til Thabor igien. Derpaa gik man løs paa Kirker og Klostere, og det med saadan Hidsighed, at hen ved 550 bleve ødelagde udi Ziskæ Tid, og kand man slutte, hvormeget Husiterne bleve bestyrkede af den Rigdom, som fandtes udi samme Kirker og Klostere; thi Æneas Sylvius vidner, at de Bøhmiske Kirker og Klostere overginge alle andre Europæiske i Pragt og Herlighed.

      Udi det Aar 1420 ødelagde han den Stad Aust, og derpaa beleirede Raby, hvilken han med Storm indtog, hvorvel denne Seyer kom ham dyrt at staae; thi da han stoed udi et Træe for at observere alting, og opmuntre sine Folk, blev han truffen af en Kugle, hvoraf han mistede sit eeneste Øye, han havde tilbage, hvorudover han ogsaa af Forbittrelse lod legge Staden i Aske.

Wenseslai Broder, Keiser Sigismundus, som holdt sig efter Broderens Død berettiget til den Bøhmiske Krone, satt sig strax for at dempe denne Opstand, men som han i Begyndelsen øvede all for stor Violence, vandt han intet derved, uden at bringe heele Bøhmen i Bevægelse, og Ziskæ Navn derudover kom meer og meer i Anseelse.

Da Keiser Sigismundus skikkede nogle 1000 Ryttere til Bøhmen for at holde de Oprørske i ave, greb Ziska dem an mellem Thabor og Prag, og der erholdt en fuldkommen Seyer. Kort derefter, saasom Prag var beængsted af de Keiserlige, gik han Staden til Undsætning, kom lykkeligen der ind, og blev med stor Glæde antagen af Indbyggerne: hvorpaa adskillige Bøhmiske Stæder traade i Forbund mod Sigismundum for tilfelles Forsvar.

      Sigismundus satt sig nu for at gribe Tingen an med alle Kræfter, og derfore fik paa Beenene en Krigshær, som nogle sige bestoed af 140.000 Mænd, hvorudi vare adskillige Tydske Førster, blant hvilke Friderich, Churførsten af Brandenborg. Med en Deel af denne Krigshær beleirede Keiseren Prag, og som det var fornødent at drive Ziska af et Bierg, hvor han havde satt sig nær ved Staden, greebe de Keyserlige ham der an, men maatte med Forliis gaae tilbage igen. Udi dette Slag omkom ogsaa en stor stor Deel Husiter, og Ziska selv blev slagen til Jorden; men kom dog i Behold; alleene at han bekom en maadelig Blessure.

      Efter denne Forliis maatte Sigismundus ophæve Beleiringen for Prag. Denne Spott kunde ikke fordøyes, hvorudover Keiseren, da han hørte, at Ziska havde beleired Wisrhad, besluttede han der at angribe ham: nogle raadede fra saadant, sigende: at det var farligt at binde an med en desperat Fiende; men Keiseren sagde: Jeg vil vove et Slag med disse Kølledragere.

En stor Deel af hans Krigshær bestoed af Moravier eller Mæhrer, hvis Anfører paa nye giorde denne Forestilling, men vandt intet derved, uden at opirre Keiseren til Vrede; saa at han sagde: I Mæhrer ere forsagte Folk. Hvorpaa Mæhrerne steege af deres Hæste, og sagde: Vi skal alle gaae, hvor Eders Majester ikke tør følge os; hvorpaa de greebe Husiterne an, men bleve alle omkomne af de Husitiske Køller, som Keiseren saa havde foragtet. Ungarerne, da de vilde giore Undsætning, havde ikke bedre Lykke, hvorudover den heele Krigshær tillige med Keiseren tog Flugten.

En af de Keiserlige, som selv har beskrevet dette Slag, vidner, at der omkom hen ved 300 store Bøhmiske Herrer alleene. Efter denne Seyer erobrede Ziska Wisrhad og sløifede den. Indbyggerne udi Prag ginge derpaa i Raad sammen om at forkaste Sigismundum, der nægtede dem deres Religions Frihed, og at antage Jagello Kongen af Polen til deres Landsherre: men Nicolaus af Hussinetz satt sig derimod, sigende: Vi have nyeligen fordrevet en fremmed Herre, og I ville nu tage en anden fremmed igien, og derpaa forlod Prag med sine Thaboriter. Han døde kort derefter, saa at Ziska derudover fik høyeste Commando.

      Udi efterfølgende Aar 1421 kom Keiseren med en stor Krigshær til Bøhmen igien, hvor adskillige fornemme Herrer ginge ham til Haande. Dette bragte de Pragiske Borgere udi saadan Bekymring, at de strax forlangede Undsætning af Ziska. Han lod sig og strax der indfinde, og blev indført med Klokkers Lyd. Han erholdt derpaa en og anden stor Fordeel mod de Keiserlige Tropper, saa at Keiseren ingen Fremgang kunde faae.

Hvad som mest foruroeligede Ziska, var et stort Parti af Bøhmiske Herrer, som havde slaget sig til Keiseren. De samme havde Afskye for den Haardhed han øvede, og saae ham an som en Røver, og derfor formerede et stærkt Partie imod ham: de Pragiske Borgere bleve og i samme Henseende hans Fiender, saa at Ziska havde nok at bestille med sine egne Landsmænd alleene.

Men denne forfærdelige Mand, som Æneas Sylvius kalder den anden Hannibal, saa vel i henseende til hans Tapperhed, som Krigslist, overvandt de Sammenrottede i et stort Slag Aar 1424, saa Staden Prag derudover maatte forlige sig med ham.

Keiseren merkede omsider, at det vilde blive ham umueligt at vinde noget mod denne grumme Kiempe, hvorudover han giorde ham Forslag til Forliig, og tilbød ham Gouvernement over det hele Rige. Dette fordeelagtige Tilbud fandt Ziska Smag udi: men da han begav sig til Moravien for videre derom at handle med Keiseren, døde han paa Veyen af Pest.

      Saadant Endeligt fik denne forfærdelige Mand, hvis Navn havde været en Skræk for de største Potentater; thi, endskiøndt han udi de stdste Aar var blind, bivaanede han dog alle Feltslag og Beleiringer med sædvanlige Hurtighed, og giorde de fortreffeligste Anstalter paa de Beretninger, som blev ham given udi Feltslag om sin egen Krigshærs og Fiendens Tilstand, saa en anden Anfører med 4 Øyen udi Hovedet neppe havde kundet bruge større Forsigtighed, hvorudover hans Fiender merkede, at de intet havde vundet ved begge hans Øyens Forliis, og derfore giorde Forslag til Forliig.

Alle Scribentere ere fast eenige derudi, at han for sin Død befoel, at man skulde slaae ham, og af hans Hud giøre en Tromme, hvis Lyd skulde jage Skræk ind udi Husiternes Fiender. Andre sige, at han befoel at kaste sit Legem for vilde Dyr og Fugle, saasom han holdt det bedre at fortæres af Dyr, end af Orme. Men TheobaIdus holder dette for at være en Digt. Det kand ogsaa være, at Ziska haver sagt saadant for Skiemt, og hans Tilhængere have givet det ud for at have været hans alvorlige Villie, ja virkeligen foregivet, at dette med Trommen blev exeqvered for at indjage de Keiserlige Frygt.

Hvad den anden Post angaaer, med at kaste Hans Legeme for vilde Dyr, da, endskiønt det har kunnet være hans Villie, blev den dog ikke efterlevet; thi hans Legem blev strax begravet i en Kirke til Graditz; ja det blev siden gandske heelt og holden ført til Czaslaw, hvor det blev nedsatt udi Hovedkirken. Theobaldus vidner, at han i hans Tid endda saae Ziskæ Gravskrift med disse Ord:
Her hviler Johannes Ziska, som udi Krigs Videnskab gav ingen General efter; en Hævner af Geistlighedens Hovmod og Gierighed.

Alt hvad som den blinde Appius CIaudius udvirkede til den Romerske RepubIiqs Nytte ved sine Raad, og Marcus Furius CamiIIus ved sin Tapperhed, det haver jeg udrettet til mit Fædernelands Frelse.

Endskiønt jeg var blind, har mig dog ingen Forsigtighed manglet. Jeg har victoriseret udi 11 store Slag. Jeg har forsvaret de Betrængte mod Geistligheden Vold; hvis deres Had og Misundelse ikke var mig i Veyen, kunde jeg regnes blant de alleranseeligste Mænd. Dog hvile mine Beene, i Trods for den Romerske Pave, paa dette hellige Sted.
Ved hans Grav saae man den store Kølle, han brugte i Krig, og fortæller Balbinus ved Leylighed af denne Kølle en artig Historie. Keiser Ferdinandus I. vilde engang, da han var udi Czaslaw, besee Hovedkirken; da han kom der ind blev han var en stor Jern=Kølle hængende ved en Grav. Saasom nu dette kom ham merkeligt for, spurdte han, hvo der laae begraven; og da ham blev sagt, at det var Joh. Ziska, raabte han: Fi, Fi. det slemme Beest kand endogsaa længe efter hans Død indjage got Folk Skræk.

Man saae endda denne Kølle udi Ferdinandi Il. Tid, hvilken først lod den borttage, og tillige med udslette Gravskriften.

      For at give denne store Mands Characteer, da seer man, at han har været haard, hævngierig, og ikke har agtet Menneskers Liv meer end Fluers. Vel er sandt, at det var ikke uden Aarsag, at han var saa ophidset mod Geistligheden, og mod Keiser Sigismundum, især efterdi man mod Troe og Love og givet Leide=Brev havde dømt en Mand, der var inderligen elsked af ham selv og det Bøhmiske Folk, til Baal og Brand, saa at derfor hans Fiender ikke kand sige, at de havde forskyldt meget got af ham og Husses Tilhængere: men derimod kand man ogsaa ikke nægte, at Hævnen gik jo for vit, og at de gruelige Executioner, som skeede, viise, at denne Mand inclinerede til Haardhed, som undertiden gik indtil Barbarie. Dog maa hans Fiender tilstaae, at han var begaven med store Qvaliteter, og have alle admireret hans Tapperhed, Forsigtighed, store Begreb og Behændighed i at rede sig ud af de største Vanskeligheder.

En af Husiternes bitterste Fiender, nemlig Cochlæus, taler om ham saaledes: Dersom man betragter Ziskæ Seyervindinger, kand man ikke alleene sætte ham i Classe med de største Anførere, men endogsaa ophøye ham over dem; thi er der vel nogen, som har leveret fleere Feltslag, eller erholdet fleere Seyere, end han, endskiønt han var gandske blind. En anden Skribent siger: Naar man betragter paa den eene Side, at han havde mistet begge sine Øyen, hvorved andre giøres ubeqvemme til Commando, og paa den anden Side overveyer hans store Bedrifter udi samme Tilstand, kand man sætte ham over Hannibal og Sertorium, som ikkun havde tabt et Øye.

      Det var ellers Ziska, som først lærede Bøhmerne Krigsvidenskab: og inventerede han de Forskandsninger, som giordes af Vogne, som Bøhmerne med Fordeel betienede sig af, saavel i hans levende Live, som efter hans Død. Han gav dem ogsaa andre Vaaben, end som de tilforn havde brugt, nemlig Jernkøller, saa at de vare bevæbnede heller som Bønder, end som Soldater: men med disse Bonde=Gevær udrettede de utroelige Ting; og har jeg forhen viset at Ziskæ Kølle jog Skræk ind udi Keiser Ferdinando meer end 100 Aar efter hans Død.

Balbinus vidner, at have haft i Hænder et af Ziskæ Skrifter om Krigsvidenskab, hvorudi han viser, hvad Orden og Discipline, der maa i agt tages udi Krig, hvorledes Deserteurs og de, som overtræde Krigs=Love, maa straffes; hvorledes man maa campere, marchere mod Fienden, og deele Byttet. Dette Skrift var undertegnet med hans egen Haand saaledes: Joh. Ziska de Calice, item 6 store Bøhmiske Herrer, foruden nogle af ringere Adel og Gouverneurs af adskillige Stæder; og siger samme Autor, at det var værd at komme for Lyset.

      Saa haard som han var mod sine Fiender, saa belevend og gavmild var han mod sine egne Soldater, som han kaldte sine Brødre, hviiken Titel de gave ham igien. Han deelede Byttet imellem dem, forbeholdende sig selv intet uden Skinker og røged Kiød, som han gemeenligen kaldte Spindelvæve, efterdi de hange udi Bøndernes Skorsteene.

      Da han havde mistet sit Syn, blev han førdt paa en Vogn ved Hoved=Fahnen, som kaldtes Magnum Vexillum; hvorfra han bekom alle Berettninger om Krigshærens Orden, Stædets Situation og andet, hvorefter han beskikkede alting.

      Hvad han besynderlig bragte sig i Credit hos Almuen med, var en Gierning, som han øvede udi Begyndelsen af de Bøhmiske Uroeligheder, og det saaledes.

Hussiterne, saasom deres Tall dagligen tilvoxede, forlangede af Kong Wenceslao 1417, at dem fleere Kirker maatte indrømmes: Kongen bad om Dilation herudi, og endeligen lod dem sige, at han var meget vel intentionered for dem, men forlangede, at de til Beviis paa deres Troeskab vilde paa Slottet levere alt deres Gevær fra sig. Nogle begyndte herover at vakle; men Ziska, som kiendte Kongen, raadede dem at begive sig alle bevæbnede til Slottet, hvilket og skeede; og førte han dem ikke alleene selv an, men havde den Dristighed at gaae alleene ind paa Slottet, hvor han lod Kongen vide, at Husiterne havde efter Ordre ladet sig indfinde, men bevæbnede, saasom de troede, at Kongen havde i Sinde at bruge dem mod sine Fiender; og hvis saa var, forsikrede han, at de vare færdige til at opofre Liv og Blod for hans Majestets Tieneste. Af denne militaire Compliment blev Kongen saa bevæged, at han lod dem alle gaae bort udi Fred; og tilveye bragte Ziska sig en stor Anseelse ved denne Gierning.

      Hans heele Levnet viser, at han har haft en stor Iver i Religionen; hvorudover mange har ikke kundet begribe, at en Mand af de Qvaliteter kunde bringes til slige haarde og fast umenneskelige Executioner: men de samme havde ikke betragtet, at intet er farligere, end at falde i devote Fienders Hænder, og at Philosophi have nøye mærket, at en uskiønsom Devotion er det samme, som et helligt Had og Bitterhed; saa dette derfor intet Paradox er udi denne Mands Levnet.

Det er ellers vanskeligt at dømme om Ziskæ Sentiments i Religionen. Det synes i Begyndelsen, at han har gandske været Hussit, efterdi han greb til Gevær, for at hævne Joh. Husses Død; men, saasom han siden slog sig til Horebiterne, hvilke synes at have haft samme Meeninger, som Wiclefiter og Valdenser, der nægtede Christi Legems Nærværelse, eller rettere Transubstantiationen udi den hellige Nadvere, og forkastede alle Romerske Ceremonier, kunde man slutte, at han havde deres Troe; men, som man seer, at han har baaret stort Had til de Picarder, hvilke holdes for at have været eenige udi Troen med de Valdenser, kand man holde for, at han ikke gik videre, end Joh. Hus, det er, havde Afskye for Geistlighedens Tyrannie, og forsvarede Kalken i Nadveren; saa at man kand sige, at han egentlig var en Calixtiner eller Subutraqvist, hvorvel det er troeligt, at saasom han var heel ulærd, at han ikke selv har kunnet giøre rede for sin Orthodoxie.

At Kalkens Brug jo har været det meste, som laae ham paa Hiertet, sees af den Titul han gav sig, nemlig Johan Ziska de Calice, item, at han førte en Kalk paa sit Skiold. Balbinus vidner, at han oprettede en Fæstning, kalden Calich eller Calix; og seer man, at hans Tilhængere afmalede Kalke alle Steder udi Bøhmen, hvor de komme, hvilket derudover gav Anledning til det bekiendte Vers:
Tot pingit Calices Bohemorum terra per urbes,

Ut credas Bacchi numina sola coli.
Henrik Stangerup oversætter således: 'Han maler så mange kalke i bøhmernes ganske land, at man må tro, at kun Bacchus' guddom dyrkes'.
At Ziska ellers har været en Forfægter af Kirke=Ceremonier, og har ladet forrette Messen efter den sædvanlige Romerske Brug, sees af den Spott, som de Picarder dreve med hans Messe=Præste, som de kaldte Lintearios eller Linneddragere, efterdi de bare hvide Messe=Særke; men Ziska, som ingen Spott kunde fordrage, lod mange af dem brænde, blant andre een ved Navn Loqvis, hvilken blev kasted i en Beegtønde, og derudi fortæret af Ilden.

Til Beviis herpaa tiener ogsaa det forgyldte Altar, som udi Czaslaw saaes ved hans Grav, hvor man sagde Messe for hans Siæl; saa at det synes, at være gandske klart, at han alleene i de tvende anførte Poster har differeret fra de Romerske.

      Hvad hans Legems Skikkelse angaaer, da vidner Balbinus, at nogle Bøhmiske Edelmænd bare hans Portrait, som udi hans levende Live var giort, og at han selv har seet et saadant Portrait udi et Taarn til Tabor. Han var af en middelmaadig Vext, havde et stærkt og ramasseret Legeme, breed Bryst og Skuldre, et stort rundt og raged Hoved, Castaniebrune Haar, en krum Næse, en stor Mund med Knævelbarter efter den Polske Brug. Hans Klædedragt var ogsaa Polsk. Hans Vaaben var en Lanze og en Kølle.

      Af hvilke store Qvaliteter denne Mand var, sees af den Forskrækkelse, hans Død foraarsagede; thi man hørte overalt intet uden Graad og Klage imod Naturen, der havde dømt den til at døe, som burte være udødelig. Og, hvorvel Taboriterne havde Afskye for alle slags Billeder, satte de dog Ziskæ Portrait paa Stadsporten med en Engel, holdende en Kalk udi Haanden, og celebrerede de hans Fest engang om Aaret.

Efterat Krigsfolket havde bragt ham til Jorden, deelte den sig udi 3 Bander, den eene udvalte til Anfører Procopium, gemeenligen kalden den Store, og det efter Ziskæ egen Recommendation, og er det denne Procopius, der bragte Bøhmernes Navn paa den høyeste Spidse. Det andet Parti, som kaldte sig Orfeliner, vilde ingen Anfører vælge, holdende for, at der var ingen, som var værd til at succedere Ziska. Det tredie Parti, som gav sig Navn af Horebiter, toge til Anfører Hincko Krusina de Cumburg.



Skanderbeg afbildet i Marinus Barletius: »Historia de vita et gestis Scanderbegi Epirotarum Principis«, der udkom i Rom i begyndelsen af 1500-tallet. Se note om Barletius nederst på siden.

SCANDERBEG

Noget for Constantinopels Erobring og det Østlige Keiserdoms Undergang regierede i Epiro en Første ved Navn Johannes Castriotus, hvilken havde 4 Sønner, hvoraf den yngste, som heed Georgius, er den Helt, hvis Levnet jeg beskriver.

For hans Fødsel siges at være skeede adskillige underlige Ting, hvoraf man giorde sig Spaadomme om det store Navn, han ved sine Bedrifter vilde erhverve; der siges ogsaa, at han var fød med et Merke paa sin Arm, som lignede et Sværd.

Da den Tyrkiske Sultan Amurath [Murad] undertvang de fleeste Stæder i Grækenland, maatte ogsaa Johannes Castriotus underkaste sig hans Herredom, og give denne unge Georgium tillige med hans Brødre til Gisler. Amurath lod dem strax efter den Tyrkiske Maade omskiære, og gav Georgio et andet Navn, nemlig Scanderbeg, hvilket betyder den store Alexander, tilkiendegivende der med, hvilke Tanker han havde fattet om denne unge Epiroter, hvorudi han ikke tog feil. Thi Georgius lærte udi sin Barndom med en forunderlig Hastighed adskillige Videnskabe og Sprog, besynderlig Tyrkisk, Arabisk, Græsk, Italiensk og Illyrisk; og da han kom lidt meere til Alder, lod han see ikke mindre Begierlighed til at fatte alle Krigs-Exercitier, og derved bragte sig i saadan Anseelse hos Sultanen, at han strax giorde ham til en Sanzach, som er næst ved en Bassas Værdighed. Udi hans 19de Aar fulte han Krigen udi Asia, og inden en kort Tid fik Commando over en Krigshær; da lod han see saadanne Tapperheds Prøver, at hans Navn allevegne blev bekiendt.

      Da han efter mange Seyervindinger kom tilbage til Adrianopel igien, som da var de Tyrkiske Sultaners Sæde, lod der sig indfinde en hovmodig Scythisk Kiempe, der for at lade see sin Styrke og Manddom, udfordrede en af Sultanens Folk til Kamp. Men ingen havde Lyst til at binde an med denne grumme Scythier, undtagen Scanderbeg, hvilken alleene dristede sig dertil, og lykkeligen fældede denne store Kiempe.

Kort derefter indgik han en anden Kamp med tvende sterke Persianer, hvilke han ogsaa i Sultanens Paasyn nedlagde, den eene efter den anden. Dette formeerede saaledes den Anseelse, han havde bragt sig udi hos Sultanen, at han strax derpaa betroede ham at føre Krigen mod de Christne udi Ungarn og Grækenland.

Udi denne Krig opførte Scanderbeg sig saaledes, at han sparede de Christne, hvis Ven han var i Hiertet, saa meget som mueligt, skiønt det skeede altid med saadan Agtsomhed, at Tyrkerne ingen Mistanke kunde fatte til ham.

Paa samme tid døde Scanderbegs Fader Johannes Castriotus, hvorudover Amurath tog strax i Besiddelse hans heele Land tillige med Hovedstaden Croja, som han lod forsyne med en sterk Befæstning. Han kunde vel slutte, at den Afdødes Sønner ikke uden Fortrydelse kunde see sig skildte ved deres Fæderne Arvelande, hvorudover han lod Scanderbegs Brødre strax hemmeligen omkomme.

Alleene Scanderbeg selv, hvis Tieneste han ikke kunde undvære, søgte han at stille til Freds ved gode Ord, lovende ham Lande udi Asien af større Vigtighed end Epirus, hvormed Scanderbeg syntes at lade sig nøye, for ikke at underkaste sig sine Brødres Skiebne; men den Mistanke, som engang var fattet, kunde hos Sultanen ikke igien udrøddes, tvert imod den formeeredes Dag fra Dag, saa at han besluttede hans Undergang. De store Tienester han havde giort, og den Anseelse han havde bragt sig udi blant Krigsfolkene, hindrede dog, at han dristede sig ikke offentligen til at legge Haand paa ham, søgte derfor at bruge ham i de allerfarligste Tog mod de Christne, i Haab, at han snart formedelst sin Dristighed i at vove sin Person, skulde ende sine Dage.

Han blev da først skikked til at føre Krig mod Georgium Hospodaren af Servien. Udi denne Krig lurede Scanderbeg paa Leilighed at komme i Frihed, og bemægtige sig sin Fæderne Arv igien, hvilken han ogsaa erholdt, og det paa saadan Maade.

      Den Ungarske Konge Uladislaus, tog sig tillige med andre den betrængte Hospodars Sag an, og ved den tappere Helt Hunniadem erholdt en fuldkommen Seyer over Tyrkerne, og meenes der, at Scanderbeg for Slaget havde foreened sig hemmeligen med Hunniade derom.

Det paafølgende viser ogsaa, at saadan Meening var ikke ilde grundet. Thi Scanderbeg, da han ved dette Nederlag og den Forvirring, Tyrkerne vare bragte udi, saa sig i Stand til at i Verk sætte sit længe skiulte Forsæt, tvang han den Tyrkiske Bassas Haandskriver at opsætte udi Sultanens Navn en Befalning til de høye Officerer udi Croia om at overlevere Staden Croia udi hans, nemlig Scanderbegs Hænder, hvilket ogsaa skeede, saa at Scanderbeg blev ved denne List Mester over en af de allervigtigste Stæder udi Epiro. Saa snart han var bleven Mester derover, lod han nedsable den heele Tyrkiske Besætning, og derpaa i en Hast erobrede de andre Epirotiske Stæder, saa at det Tyrkiske Navn blev reent udslettet i Epiro. Scanderbeg lod imidlertid see saadan Hurtighed og Aarvaagenhed, at han aldrig nogen Nat sov meer end 2 Timer, medens han var i Arbeide med at bringe de Epirotiske Stæder under sin Lydighed.

      Da den Tyrkiske Sultan fik Tidende om hans Krigshærs Nederlag, Scanderbegs Frafald og Epiri Forliis, besluttede han strax at hævne sig, og skikkede en anseelig Krigshær under Anførsel af Aly Bassa, for straffe de Affaldne, og at tvinge Landet under Lydighed igien. Deraf lod Scanderbeg sig ikke forskrække, men med en maadelig Hær af Epiroter gik den store Tyrkiske Mængde i møde, og det med saadan Tapoperhed, at han erholdt en fuldkommen Seyer. 22.000 Tyrker bleve ihielslagne, og 2.000 fangne. Epiroterne derimod savnede ikkun 120 Mænd.

Denne Forliis ophidsede Sultanen end meere; men at han ikke strax kunde hævne sig, foraarsagede de store Krigs-Beredelser, som giortes mod ham i Ungarn og Polen, saa at han til en Tid maatte sætte de Epirotiske Sager til Side, for at anvende all sin Magt mod disse større Fiender. De Ungarske og Polske anholdt da om Hielp hos Scanderbeg, hvilken veigrede sig ikke for at staae dem bi mod Christendommens tilfælles Fiende, bragte nogle 1.000 Epiroter paa Beenene, og dermed selv gav sig paa Veyen for at støde til den Ungarske og Polske Magt. Men da han med sine Tropper kom mod Servien søgte Hospodaren Georgius at forhindre ham Passen igiennem sit Land, og foraarsagede saadan Ophold, at han ikke kunde komme til rette Tid, og at Ungarerne denne gang maatte fægte alleene.

Da blev holdt det store bekiendte Slag ved Varna, hvis Udfald var sørgeligt for de Christne; thi den Ungarske og Polske Krigshær blev efter en haard og blodig Træfning slagen og adspreedet, og den unge Konge Uladislaus selv omkom udi Slaget. Scanderbeg fik Tidender om denne Ulykke, da han endda stod ved Grændserne af Servien, hvorudover han blev saa ophidsed af Hospodaren at han skiændte og brændte allevegne udi hans Lande.

      Hvorvel Tyrkerne havde erholdet den store Seyer ved Varna, saa havde den dog været saa blodig, at de saa sig ikke i Stand saa hastigen at foretage noget Nyt. Amurath fandt derfor for got at forsøge med det Gode at bringe Scanderbeg til Lydighed igien, og til den Ende kort efter Slaget ved Varna tilskrev ham et Brev, hvorudi han opregner de Velgierninger, han har beviset ham, beskylder ham for Utaknemmelighed, og endeligen giør ham store Løfter, dersom han vil falde til føye igien.

Paa dette Brev fulgte ikke andet end et frekt Svar; hvorudover Sultanen skikkede først en Krigshær af 9.000 Mænd mod Epirum, hvilken Magt var ikkun maadelig; men hans Anslag var derved at overrumple Scanderbeg, at han skulde have Fiender paa Halsen, førend han kunde faae Tidender om deres Ankomst. Men Scanderbeg , som stedse var paa Skildvagt, greeb den Tyrkiske Magt uformodentlig an, og erholdt en fuldkommen Seyer.

Strax derpaa blev skikked en anden Krigshær, hvilken ikke havde bedre Lykke; thi den blev gandske ødelagt, saa at faa reddede sig med Flugten. Blant de Flygtige var Anføreren selv Mustapha, hvilken gav Sultanen det Raad, at det var best herefter en tidlang at gaae meere varsom frem, og at lade sig nøye med en maadelig Magt at bedække Grændserne, indtil Leilighed kunde gives at foretage noget af Vigtighed, hvilket blev ogsaa efterlevet.

Imidlertid opvaktes en Tvistighed imellem Scanderbeg og Venedig, hvilken brød ud til aabenbare Krig. Udi denne Krig havde Scanderbeg sin sædvanlige Lykke; thi han ødelagde en anseelig Venetiansk Krigshær. Dog førte han sig denne Seyer ikke til Nytte, men med fordeelagtige Vilkor forligede sig med Republiquen igien, for at kunde bruge sin Magt des bedre mod Tyrkerne; og fattede Regieringen i Venedig saadan Kierlighed til ham formedelst hans Opførsel og Forhold, at den giorde ham store Foræringer, og lod ham indskrive blant Venetianske Ædelmænd, hvilket holdtes for en stor Æres Beviisning.

      Af den Uenighed, som havde reiset sig iblant de Christne tænkte den Tyrkiske Anfører Mustapha at nyde nogen Fordeel, og derfore begierede Frihed af Sultanen at føre Krigen mod Epiroterne igien. Hvortil da han havde faaet Tilladelse, lod han sig see med en nye Krigshær; men han havde denne gang ikke bedre Lykke end tilforn; thi 10.000 af hans Folk bleve paa Vallstedet, og han selv tillige med 12 store Tyrkiske Herrer faldt udi Scanderbegs Hænder, saa at Sultanen maatte løse ham tilbage med Penge.

      All Verden maatte forundre sig over at see den Tyrkiske Magt, som saa ofte havde kommet Europa og Asia til at skielve, her at støde an mod en liden Provincie; et merkeligt Exempel paa, hvad en eeneste Mands Dyd og Tapperhed kand udvirke.

Amurath, merkende nu, af hvilken Vigtighed det var at have Scanderbeg til Fiende, besluttede at føre Krigen paa en anden Maade, end den hidindtil havde været ført, og bilde sig ind, at han udi Scanderbegs Person havde at bestille med heele Christendommen og Persien tillige, saaledes at det ikke alleene var fornødent at bringe store og tallrige Krigshære paa Beenene, men endogsaa at føre dem selv an. Her bleve derfore giorte store Tilberedelser, og Kiernen af alt det Tyrkiske Krigsfolk, som Europa og Asia kunde til veye bringe, maatte udrustes for at oversvømme en liden Province, som han tilforn ved en Nik havde kundet holde i Lydighed. Den heele Christenhed blev forskrækked over de store Bevægelser som giortes.

Alleene Scanderbeg, som saadant eene gik an, lod sig deraf ikke forskrække, men stillede sig an som een, der var forvisset om Seyer, lavende sig paa en tapper Modstand.

Amurath tog sig strax for at beleire den vigtige Stad Sfetigrad, men Besætningen forsvarede sig med en utroelig Tapperhed, saa at mange 1.000 Tyrker derfor bleve opofrede, og, medens Beleiringen varede, angreb Scanderbeg med sin flyvende Krigshær Tyrkerne nu paa een nu paa en anden Maade; og, da en Tyrkiske Anfører, nemlig Feribassa i en Træfning udfordrede ham til en Eenekamp, fældede Scanderbeg ham med det første Hugg.

Omsider da Amurath merkede, at han med Magt ikke kunne vinde Staden, søgte han ved Løfter om store Gaver og Belønninger at lokke nogle af Indbyggerne til at forraade den; og saasom der altid findes onde Mennesker, der opofre Ære og Troeskab for Penge, saa lod en af Soldaterne sig underkiøbe til at giøre de andre oprørske, hvilket han og udvirkede, og det paa saadan Maade.

Han vidste, at Dabrenserne, hvoraf Besætningen mestendeels bestoed havde den Overtroe, at de heller lode sig omkomme, end beqvemme sig til at drikke af det Vand, som noget ureent var kasted i. Nu var i Staden kun een eeneste Brønd, som forsynede alle med Vand. Derudi lod han om Natten kaste en død Hund, hvilket da man om Morgenen blev var, opvaktes der saadan Tumult blant Soldaterne, at man frygtede for Oprør.

Commendanten blev derover heel forskrækked, lod dem sammenkalde, søgte ved en grundig Tale at stille dem til freds, og derpaa selv føyede sig til Brønden, og i deres Paasyn udtømmede en heel Skaal Vand, hvorudi han blev efterfuldt af de andre Officerer og Borgerne. Men Soldaterne lode sig deraf ikke bevæge, men sagde, at de heller vilde døe, end smage saadant Vand. Her var derfor intet andet Middel til at redde sig selv og samtlige Indbyggere, end ved betimeligen at slutte en Accord med Sultanen, hvilket og skeede, og Staden blev derpaa overgiven.

Ved Stadens Overgivelse raadede Sultanens Søn Mahomed [den senere Sultan Mehmet II] sin Fader at bryde Contracten, og at hævne sig over Indbyggerne, der havde tilføyed ham saa stor Skade. Men den gamle Sultan vilde derudi ikke følge hans Raad, men holdt hvad som lovet var. De fleeste af Borgerne forlode dog Staden og søgte Boeliger andensteds. Blant dem, som bleve tilbage, var Forræderen, hvilken blev rigeligen begaved; men, som han kort derefter forsvandtes, og blev ikke meere seet, meenes der, at Amurath selv lod ham tage af dage.

Efter Sfetigrads Erobring begav Amurath sig med sin overblivne Magt til Adrianopel igien, efterat han paa dette Tog havde tilsatt over 30.000 Mænd.

      Saa snart Amurath med sin Krigshær, havde forladt Epirum, og Landet var kommen i Roelighed igien, besluttede Scanderbeg, som ikke kunde lide den Tyrkiske Besætning i Nærværelsen, med Magt at igientage Sfetigrad.

Staden blev derpaa strax beleired, og all optænkelig Konst og Tapperhed blev anvendt paa dens Erobring; Epiroterne løbe adskillige Storme, anførdte af Scanderbeg selv, der omkom mange Tyrker efter Sædvane med egen Haand.

Men Fæstningens Styrke og Besætningens Aarvaagenhed giorde alting til intet, saa at man efter Forliis af 500 Mænd maatte ophæve Beleiringen igien. Men hvad som fornemmeligen drev Scanderbeg til at staa fra sit Forsæt, var dette, at han fik Tidender om en nye Tyrkisk Krigshærs Ankomst. Thi Amurath, da han blev erkyndiged om Sfetigrads Beleiring, besluttede han strax at undsætte Staden, og skiøndt han siden fornam, at Beleiringen var ophæved, blev han dog ved sit Forsæt, og med en Krigshær større end den forrige rykte udi egen Person mod Epirum, udi Forsæt at angribe den vigtige Stad Croja, hvilket ogsaa kort derefter skeede.

Croja var da forsyned med en god Besætning under Anførsel af den tappere Uranaconte, hvilken udi denne Beleiring indlagde sig et udødeligt Navn.

Dette var den anden gang, den mægtige Amurath med Kiernen af sin heele Magt rykte mod Scanderbeg, hvilket giver tilkiende med hvad for store Øyen han ansaa denne Mand. De fleeste Krige, han tilforn havde haft mod Persianer og adskillige Christne foreenede Riger, vare alleene førte ved hans Generaler, men her imod en liden Første holder han fornødent at nærvære Krigen udi egen Person, skiønt han var graae af Alder, og havde lagt sine 80 Aar på Ryggen. Ja hans eeneste Søn Mahomed, en af de navnkundigste Helte udi Historien og det Ottomanniske Navns største Prydelse og eeneste Haab, maatte følge med, saa at det havde Anseelse, som man vilde binde an med heele Christendommen paa eengang.

      Staden Croja blev saaledes beleired, og alt hvad som kunde optænkes, blev anvendt paa dens Erobring. Med hvilken Hidsighed Beleiringen gik for sig, sees deraf, at der udi een Storm bleve fældede 8.000 Tyrker.

Scanderbeg var imidlertid stedse i Bevægelse, og angreeb Tyrkerne, nu paa et andet Sted; han havde ogsaa engang indviklet sig saaledes iblant dem, at hans egne Folk holdte ham for forloren, saa at det var ikke uden en forunderlig og fast utroelig Tapperhed og Behændighed, at han udviklede sig igien, hvorudover Amurath selv lignede ham ved et glubende Dyr, hvis Nærværelse man skulde skye, og lade ham fortæres af hans egen Grumhed. Men det var ikke uden mod hans og Christendommens Fiender han øvede saadan Grumhed; thi han var ellers mild og naadig, og havde alle de Dyder, som ziire en Regent, anderledes end Sultanens Søn Mahomet, hvilken nest Scanderbeg var den stridbareste Helt paa de Tider, men tilligemed Blodgierig, saa vel i Henseende til sine egne Folk som til sine Fiender.

Efterat Beleiringen havde varet en rum Tid, og saa meget Tyrkisk Blod var udgydet, at man frygtede, den heele Ottomanniske Krigshær vilde ødelegges, faldt den gamle Amurath af Bedrøvelse udi en hæftig Svaghed, hvoraf han døde, og siges der, at han paa sit Yderste besværgede sig over Skiæbnen, der havde ladet ham leve saa længe, for at see alle sine forrige store Gierninger at blive formørkede af et lidet ringe Folk, som han tilforn havde foragtet.



Billedet af Sultan Mehmet II er malet 1479 af den Italienske Gentile Bellini på bestilling af Republikken i Venezia. Originalen befinder sig på National Gallery i London.

Hans Søn Mahomet fandt efter hans Død ikke raadeligt at fortsætte Beleiringen, rykte strax derfor op, og begav sig med de overblevne Folk til Adrianopel igien, hvor han uden nogen Hinder besteeg hans Faders Throne, og er det denne Mahomet, som giorde Ende paa det østlige Keiserdom, og bemægtigede sig Constantinopel, hvor de Tyrkiske Sultaner siden stedse have haft deres Sæde, og ført Titul af Keisere.



Den Osmanniske erobring af Konstantinopel i 1453. Billedet er (så vidt vides) fra 1499.

Han var uden Tvivl den Stridbareste blant alle Tyrkiske Sultaner, og lignede, om ikke overgik alle sine Formænd udi Tyrannie og Grumhed. Mens hans Lyder vare beblandede med adskillige store Dyder; thi han var hurtig, arbeidsom, ædru, og en ivrig Haandhæver af Retten. Han havde stor Kundskab om Historier, og forstoed adskillige Sprog, som Græsk, Persisk og Arabisk, havde ogsaa lagt sig efter Stierne-konsten og andre Videnskaber.

      Det første han kom til Regieringen lod han Scanderbeg tilbyde Fred med de Vilkor, at han skulde beholde sine Lande, og derfor give ham en aarlig Skatt, og som dette Tilbud med Haanhed af Scanderbeg blev afslagen, skikkede Mahomet tvende Krigshære mod Epirum. Den første var anført af Amesa, hvilken strax blev slagen, og Anføreren selv faldt i Scanderbegs Hænder.

Den anden Krigshær, som var anført af en ved Navn Debrea, havde ikke bedre Lykke; thi Scanderbeg omkom Anføreren med sin egen Haand udi Slaget, og derpaa adspredede den heele Krigshær. Hans Maneer var i alle Treffninger fornemmeligen at søge Anføreren, og pleyede han at sige, at naar Hovedet var afhugged, faldt Legemet af sig selv.

      En saadan Lykke havde Scanderbeg udi Mahomeds Regierings Begyndelse; hvorudover Sultanen, seende, sig med Magt intet at kunne udrette mod denne Kiempe, hvis Aasiun ingen meer kunde staae imod, søgte at bevæbne sig med List og Underfundighed.

Blant Epiroterne var en ved Navn Moses [Moise Golem], hvilken næst Scanderbeg var af alle den stridbareste, og udi Krigsvidenskab mest erfarne Mand. Den samme søgte Mahomed at bringe paa sin Side, lovende ham Herredom over Epirum, hvis han vilde falde fra Scanderbeg. Af saadan Løfte lod han sig forblinde, og fra den Tid hemmeligen arbeidede paa at forraske Scanderbeg.

Den Epirotiske Helt havde da besluttet tillige med andre Christne at beleire den vigtige Stad Belgrad, og vilde efter Sædvane have Moses med sig paa dette Tog. Men Moses, som agtede at betiene sig af hans Fraværelse for at spille sin foresatte Rulle, undskyldte sig for saadan Reise, forevendende, at hans Nærværelse var fornøden, i fald, som formodentligt var, Mahomed skulde giøre et nyt Forsøg, hvorudover Scanderbeg, som ingen Mistanke kunde have om hans Troeskab, rosede hans Forsæt, og lod ham blive tilbage.

Efterat Tilbereedelserne vare giorte, og en anseelig Krigshær bragt paa Beenene, rykte han mod Belgrad. Staden blev strax med saadan Fyrighed angreben, at Besætningen begyndte at handle om Overgivelse, anholdende om en Maaneds Stilstand, inden hvilken, hvis ingen Undsætning kom, skulde Staden overgives. Scanderbeg forkastede strax saadant Tilbud, men lod sig dog omsider overtale af de andre høye Officeerer at give dem en Stilstand paa 16 Dage.

Strax derpaa affærdigede Staden hastige Bud til Sultanen, for at erkyndige ham om Tilstanden. Mahomed, som paa samme Tid havde en Krigshær paa Beenene, hvormed han agtede at undertvinge det Trapezuntiske Keiserdom, satt derfor saadant Tog til Side, og skikkede Krigshæren Belgrad til Undsætning, og skeede dette med saadan Taushed, at den Tyrkiske Anfører Sebalia kom de Christne paa Halsen, førend de havde ringeste Tidener derom.

Da blev et stort Nederlag giort paa den Deel af Krigshæren, som stod under Musachio, og blev den tappere Mand selv omkommen med nogle 1.000 Christne, mest Italiener, som Alphonsus den Neapolitanske Konge havde skikket for at støde til Epiroterne.

Scanderbeg derimod med sine Folk holdt Stand til den mørke Natt, da han omsider ogsaa maatte vige: dog understoede Tyrkerne sig ikke at forfølge deres Seyer, og binde paa nye an med ham, men lod sig nøye med at bemægtige sig de Christnes Leyer, og føre Byttet og Feltstyrkerne ind udi Staden.

Scanderbeg omkom udi dette Slag blant andre to anseelige Tyrkiske Herrer, som paa eengang angreebe ham; og var det da, at man fornemmeligen merkede dette forunderlige, som antegnes om ham, nemlig at Blodet strømmeviis flød ud af hans Læber, hvilket vederfoer ham saa ofte han andtændtes af hæftig Vrede.

Dette var første Gang, at denne store Mand maatte lade sine Fiender Seyeren; thi de Christne tabte ude dette Slag henved 5.000 Mænd. Dog dømte Mahomet selv saaledes der om, at, endskiønt Krigshæren blev slagen, beholdt dog Scanderbeg Seyer.

      Da dette Nederlag blev spurt udi Epiro, tænkte ovenmeldte Moses, at det var Tid at i Verk sætte det Forræderie, som han længe havde spundet paa: men, som han intet stort Anhang kunde faae, udi Landet, flygtede han med nogle faa Folk til Constantinopel, og der forlangede en maadelig Krigshær, hvormed han lovede at undertvinge Epirum. Mahomet, som vel vidste, hvor lidt man kand forlade sig paa Forrædere, vilde i Førstningen ikke beqvemme sig dertil; men da han merkede, at det var samme Mosis Alvor, betroede han ham en Krigshær af 15.000 udkaarne Mænd, hvormed han rykte strax mod Epirum.

Scanderbeg kunde i Førstningen ikke troe, at en Mand, der havde været ham saa forbunden i venskab, og der med saadan Troeskab og Tapperhed hidindtil havde fegted for sit Fæderneland, skulde saaledes uden given Aarsag slaae sig til Christendommens Fiender, hvorudover han nogen Tid ansaae det med Kaaldsindighed, udi Tanke, at Moses havde noget derunder forborget; men, da han endeligen merkede, at det var Alvor, gik han ham med væbned Haand i møde, og blev da holdet et blodigt Feltslag, hvorudi Scanderbeg erholdt en fuldkommen Seyer.

Moses havde for sin Bortreise lovet Sultanen at fodre [= fordre] Scanderbeg ud til Eenekamp, hvorudover han ogsaa i Slaget æskede ham dertil; men da Scanderbeg lod sig see, blev han af hans Aasiun saa forskrækked, at han dristede sig ikke dertil.

En Tyrk var dog i Slaget saa dristig, at han i fuld Rend støtte med saadan Hidsighed an paa Scanderbeg, at han faldt baglænds over Hæsteryggen. Men han reisede sig igien førend den anden kunde videre foretage noget, og strax derpaa hævnede sig med Anfalderens Nederlag.

Den største Deel af den Tyrkiske Krigsmagt blev omkommen i dette Slag, saa Moses med 4.000 Mænd, udi en ælendig Tilstand, fuld af Haanhed og Blusel kom til Constantinopel igien, hvor Mahomet besluttede strax at lade ham henrette; dog eftersom han havde udviiset i Slaget alt hvad som udfordres af en duelig Anfører, og de overblevne Krigsfolk gav prægtige Vidnesbyrd derom, skienkede Sultanen ham Livet, hvorvel han siden lod see Foragt og Kaaldsindighed for ham.

Da begyndte denne høyhiertede Mand omsider at begræde sin Daarlighed, og efter han nogen Tid med stor Græmmelse havde opholdt sig i Constantinopel, flygtede han hemmeligen derfra, kom til Epirum igien, og kastede sig for Scanderbegs Fødder, hvilken ikke alleene tilgav ham hans Forseelse, men endogsaa satt ham i forrige Værdighed igien.

      Kort efter at dette var skeed, fik man Kundskab om et andet Frafald, som gik Scanderbeg end meere til Hiertet, og som foraarsagede langt større Forundring hos alle; thi hans egen Broder-Søn Amesa, hvilken han stedse havde elsked som sit eget Barn, og giort ham saa got som deelagtig med sig udi Regieringen, flygtede uformodentligen med Hustrue og Børn til Constantinopel.

Der holdt han en Tale fuld af Beskyldninger imod sin Farbroder, og endelig efter Ansøgning erholt en Krigsmagt, hvormed han lovede at undertvinge Epirum. Krigsmagten, hvorudi af Rytterie alleene vare 50.000 Mænd, blev betroed til Isach Bassa, og havde man Forhaabning med saadan Magt at giøre Ende paa de Epirotiske Krige.

Scanderbeg forsømmede da efter Sældvane intet, som kunde tiene til Forsvar; thi han fik en Magt af 11.000 Mænd paa Beenene, og dermed rykkede mod Fienden. Da den Tyrkiske Krigshær kom ham nær, gik han tilbage, og begav sig langt ind udi Landet, ikke af Frygt, men for at giøre Fienden des mere sikker, og skeede dette med saadan Konst, at Amesa selv, som kiendte alle sin Farbroders Krigspuds, ingenlunde tvivlede paa, at det jo var skeed af Frygt. Derpaa sloge Tyrkerne sig til Sikkerhed, og lod Isach Bassa med stor Høytidelighed udraabe Amesam til Konge af Epiro.

Men, da de vare udi den største Sikkerhed, kom Scanderbeg dem uformodentlig paa Halsen, og erholt en fuldkommen Seyer. 30.000 Tyrker blev slagne, og de øvrige tillige med Isach Bassa toge Flugten. Blant de Fange var Amesa selv, hvilken Scanderbeg havde befalet sine Folk ikke at omkomme.

      Denne Seyer opvakte en overvættes Glæde over det heele Land, og skeede derpaa et triumpherende Indtog udi Croja, hvor Byttet tillige med Fangerne blev indført. Blandt de Fange, som bragtes i Triumph, var Amesa, som med bagbundne Hænder udi Lænker førtes igiennem Staden; Et forunderligt Syn for Indbyggerne, der nyeligen tilforn havde anseet ham som den største og næst Scanderbeg ærværdigste Mand.

Scanderbeg lod ham derpaa strax skikke til sin fortroeligste Ven Alphonsum, Kongen af Neapoli, for at indsluttes udi sikker Forvaring i hans Land, og blev han der siddende saa længe, som samme Konge levede. Efter Alphonsi Død blev han bragt til Epirum igien, og satt udi Forvaring i Croja.

Der søgte han ved adskillige bevægelige Skrivelser at stille sin Farbroders Vrede, og lovede han, at, hvis han maatte sættes udi Frihed igien, vilde han giøre Scanderbeg lige saa stor Tieneste, som han tilforn havde foraarsaget ham Fortred. Saadant kunde skee paa denne Maade: man skulde lade som han var flygted af Fængslet, og vilde han begive sig lige til Constantinopel, hvor hans Frue og Børn endda vare, for at søge Sultanens Beskyttelse paa nye. Og, naar han saaledes havde erhverved Sultanens Naade igien, vilde han siden stedse erkyndige Scanderbeg om det Tyrkiske Hoffes Anslag.

Scanderbeg lod sig overtale til at bevilge ham saadant, og stillede sig an, som han var meget forskrækked over Amesas Flugt. Amesa kom saaledes anden gang til Constantinopel, hvor han blev vel imodtagen; men, som han kort derefter hastigen døde, meenes der, at Sultanen ved Forgift lod ham hemmeligen omkomme.

      Efterat Tyrkerne saa ofte med deres store Skade havde prøvet Scanderbegs Styrke, begyndte de at søge hans Venskab: Dog kunde de ikke formaae ham til at træde i noget offentligt Forbund med dem; alleene, saasom hans Forsæt var at giøre et Krigstog til Italien, lod han sig overtale til at slutte et Aars Stilstand med Sultanen.

Efterat denne Stilstand var slutted, begav han sig med en Krigsmagt til det Neapolitanske, for at undsætte den nye Konge Ferdinandum Alfonsi naturlige Søn, som var overfalden af Hertugen af Anjou, der formeenede sig at have bedre Rett til det Neapolitanske Rige.

Der var han saa lykkelig, at han i Grund ødelagde den Franske Krigsmagt, og bragte alle frafaldne Neapolitanske Stæder under Ferdinandi Lydighed, og var dette mærkeligt, at samme Stæder overgave sig paa Scanderbegs blotte Forsikring, at Kongen skulde ikke hævne sig over deres Frafald; hvilket giver tilkiende, hvor høye Tanker man havde over alt om denne Mands Redelighed. Efterat han saaledes havde bestyrked Ferdinandi Throne, begav han sig tilbage til Epirum igien.

      Medens han var i Italien, tog Mahomet sig for, førend Stilstanden var til ende, at giøre et nyt Forsøg mod Epirum. Til den Ende giorde han store Tilbereedelser, og skikkede adskillige Krigshære didhen. Den første Krigshær bestaaende af 20.000 Mænd, blev anført af Sinan Bassa. Men, førend dette Infald skeede, var alt Scanderbeg kommen tilbage.

Han fik i en Hast 8.000 Mænd paa Beenene, og dermed uformodentligen om Natten gik løs paa Tyrkerne med saadan Fyrighed, at deres heele Magt i en Hast blev slagen og adspreedet, og var det ikke uden med stor Nød, at Anføreren selv med nogle faa undkom.

Kort derefter angreeb han en anden Tyrkisk Anfører Assambeg, som havde en Krigsmagt af 30.000 Mænd, mod hvilken han havde samme Lykke; thi den største Deel deraf, bleve omkomne, eller drevne paa Flugten, og Assambeg overgav sig med de øvrige paa Naade og Unaade.

Den 3die Tyrkiske Anfører Jussumbeg, som ikke lod Modet falde af de andres Uheld, dristede sig ogsaa at forsøge Lykken med 18.000 Mænd. Men intet kunde imodstaae den forfærdelige Scanderbeg; saa at denne tredie Krigshær blev ogsaa slagen og ødelagt.

      Dette kunde ikke andet end foraarsage stor Forskrækkelse og Forundring hos alle Mennesker, helst efterdi Scanderbeg havde at bestille med saadan Fiende, som Mahomet, der havde undertvunged sig tvende Keiserdomme med adskillige Kongeriger, og var en af de største Monarcher og forfærdeligste Stridsmænd, som er at finde udi Historien. Ingen turde meere byde sig an at føre de Epirotiske Krige, efterdi Scanderbegs Navn var bleven en Skræk for det heele Ottomanniske Monarchie.

Omsider gav sig dog an en gammel Stridsmand ved Navn Carazabeg, hvilken saa vel udi Amurats som i Mahomets Tid havde indlagt stor Ære. Den samme blev given en anseelig Krigsmagt, hvormed han rykte mod Epirum. Udi hvilken anseelse Carazabeg da var, sees deraf, at Scanderbeg selv sagde, at han frygtede meer for Anføreren, end for den heele Krigshær. Carazabeg skikkede 4.000 Mænd for i Veyen, med Befalning at opbie de øvrige Krigsfolk ved Chiery udi Macedonien; men samme 4.000 Mænd bleve i en Hast angrebne og adspreede, hvilket jog en saadan Skræk ind udi Carazabeg, at han reisede tilbage til Constantinopel igien, og blev Mahomet ham derfor ikke unaadig, men holdt det for en Lykke, at han kom lidt meere heelskindet tilbage, end de andre Anførere.

      Saaledes bestridede Scanderbeg udi kort Tid 4 Tyrkiske Krigshære under 4 adskildte Anførere; hvorudover Mahomet fandt ikke raadeligt at binde oftere an med en Mand, som han mærkede at være u-overvindelig; men søgte ved smigrende Breve at vinde hans Venskab, hvortil Scanderbeg ogsaa lod sig beqvemme, saa at der blev slutted Fred imellem dem.

Med denne Fred vare dog andre Christne Stater, sær Venedig, ikke fornøyed, hvorudover Republiqven søgte at bringe ham i Harnisk igien, og ved et Gesandtskab forestillede ham, at, eftersom de fleeste Christne Regentere havde forbundet sig sammen mod Tyrken, og kunde ikke andet end ansee ham, som Siælen udi den heele Christne Magt, saa haabede de, at han til det forestaaende store Tog ikke undslog sig for at undsætte dem.



Pave Pius II (Enea Piccolomini / Aeneas Piccolomini) i Ancona ved udskibningen af et korstog. Billedet findes i Piccolomini-samlingen i Siena; det er malet af Bernardino Pinturicchio i begyndelsen af 1500-tallet.

Scanderbeg, hvorved hans Forsætt da var at holde Fred med Sultanen for at berige sine Undersaattere, og komme Handel og Vandel til at blomstre i Landet; saa dog, efterdi han ansaae det forestaaende Tog som en Religions-Krig, besluttede han at bryde Freden, og strax derpaa giorde Indfald udi Sultanens Lande, hvor et overmaade stort Bytte blev erhverved: men, som Pave Pius II. paa samme Tid ved Døden afgik, der havde bragt de Christne udi Harnisk, kom der efter Sædvane U-eenighed iblant dem, saa at hver gik hjem til sit, ladende Scanderbeg udi Stikken alleene.

Saasom nu Mahomet var bleven befried for den Frygt, som de Christnes foreenede Magt havde bragt ham udi, anvendte han alle sine Tanker til den Epirotiske Krig, saa at Scanderbeg neppe var kommen tilbage med det store Bytte, han havde giort, førend han fandt en ny Tyrkisk Krigshær for sig; men samme Krigshær var ikke andet end et Veyrlys, der lod sig see og forsvandtes paa eengang; thi Scanderbeg kom dem uformodentligen paa Halsen, omkom 10.000 Mænd, og fik Anføreren selv i Hænder.

      Dette nye Nederlag giorde Mahomet fast rasende, saa at han strax saa sig om en anden, der kunde anføre Krigsfolket. Ingen holdtes da dertil beqvemmere, end en ved Navn Ballabanus Badera, en indfød Epiroter, hvilken fra Barns Been havde staaet i Tyrkisk Tieneste, og var den første, der udi Constantinoples Erobring besteeg Stadens Muur. Hans Erfarenhed udi Krigssager og Underfundighed var ikke mindre end hans Tapperhed, saa at alle holdte fore, at man i ham havde faaet den Mand, der vilde giøre Ende paa Scanderbegs Herredom.

Denne Ballabanus svarede i Begyndelsen nogenledes til de Tanker, man havde fattet om ham; thi, endskiøndt i det første Slag, han leverede Scanderbeg, han maatte vige tilbage, saa sigtedes dog denne gang med større Bestandighed, end tilforn; han havde derforuden den Lykke, at 8 af de største Epiroter, hvoraf enhver var beqvem til at føre an en Krigshær, da de vovede sig langt fra de andre, faldt i hans Hænder. Blant disse 8 Helte var den navnkundige Moses, item Perlatus, der havde ladet see saadan Tapperhed udi Sfetigrads Beleiring. Ballabanus lod dem skikke til Constantinopel, hvor Mahomed lod dem levende flaae, saa at denne Ulykke bragte heele Epirum udi Sorg.

Scanderbeg lod af denne Uheld ikke Modet falde, men fuld af Begierlighed til Hævn angreeb Ballabanum paa nye, og i Grund ødelagde hans heele Krigshær, saa at han alleene med nogle faa af de flygtige kom til Constantinopel igien.

Mahomet giorde ham vel i Førstningen suure Miner; men, saasom han ingen holdt beqvemmere til at fortsætte denne Krig, end samme Mand, sær, efterdi han kendte Landet saa vel, skikkede han ham paa nye med en anden Krigshær didhen.

Da blev igien holdet et Feltslag ikke langt fra Sfetigrad, hvor der længe blev figted med stor Haardnakkenhed paa begge sider, og lod da Scanderbeg see saadan Manddom og Hurtighed, at alle saa vel Tyrker som Christne holdte ham som et Vidunder og noget, som var meere end et Menneske.

Epiroterne, som af idelige Krige og Seyervindinger vare hærdede, stode da også udi Feltslag som Klipper, saa ingen Magt kunde drive nogen fra sin Post. Midt udi Slaget fodrede [= fordrede] en Tyrkisk Kiempe ved Navn Soliman Scanderbeg, til at slaaes med sig eene; men han blev strax fældet, og jog hans Fald saadan Skræk ind udi den heele Tyrkiske Krigshær, at den begav sig paa Flugten, saa at Ballabanus igien ikkun med nogle faa undkom.

      Ved hans Tilbagekomst til Constantinopel forsvarede han sin Opførsel med saadan Fynd, at Sultanen blev dermed til Freds og besluttede at betiene sig end videre af ham udi samme Færd. Mand kand og sige, at han havde opfyldt en god Anførers Pligt, og at denne saavel som de forrige Forliiser kunde ikke tilregnes ham, ey heller det Tyrkiske Krigsfolk, som i alle andre Tilfælde havde forholdet sig vel og tapperligen: men intet kunde paa de Tider imodstaae Scanderbegs Magt, og havde Venetianerne, saavel som de Franske i Italien, ikke haft bedre Lykke mod denne u-overvindelige Helt.

Ballabanus lavede sig nu til et nyt Tog, og efter han af Sultanen havde faaet Frihed til at føre Krigen efter sit eget Tykke, samlede han en anseelig Magt at de beste og mest udvalte Tropper, hvilke han delede udi tvende Parter, overdragende en ved Navn Jagup den eene Deel, saasom han agtede med tvende hær at angribe Scanderbeg paa een gang.

Og kand man sige, at den store Helt da havde staaet stor Fare, hvis Ballabani Anslag havde gelinget.

Ballabanus ankom først med sin Krigshær, til hvilken Scanderbeg strax nærmede sig med nogle faa Ryttere for at udforske den fiendtlige Leyers Tilstand. Men han blev da paa Veyen af nogle Tyrker, som havde skiulet sig for at opsnappe ham, overfalden, saa at han ikke uden med stor Livs Fare kom tilbage med een eeneste af hans Følge; thi de andre bleve omkomne.

Han merkede da, at all Lykke vilde bestaae derudi, at han kunde komme i Treffning med Ballabano, førend den anden Krigshær stødte til ham. Han rykte derfor strax mod Fienden, og tvang ham mod sin Villie til at levere et Feltslag. Treffningen var haard og blodig, og Ballabanus sigtede med ikke mindre Tapperhed end Forsigtighed: men hans Krigshær blev omsider slagen, saa at der ikkun nogle faa med Anføreren reddede sig med Flugten.

Og, som man strax derpaa fik Tidender om, at den anden Anfører Jagup med sin Krigshær var indfalden i Epirum, gik han ham iligemaade strax paa Klingen, og kom i Treffning med ham, førend han havde faaet Kundskab om Ballabani nederlag. Udi denne Treffning søgte Scanderbeg strax Anføreren selv, og fældede ham med sin egen Haand, hvorudover den heele Krigshær blev saa mismodig, at den tog Flugten. Saaledes bleve paa nye igien tvende anseelige Krigshære i Grund ødelagde, og Scanderbegs Navn gav Materie til Tale og Lovsange i alle Lande.

      Da denne nye Ulykke kom Mahomed for Ørene, begyndte han at frygte, at den Anseelse, han hidindtil havde været udi formedelst hans andre store Bedrifter, vilde formedelst den Haanhed ham stedse vederfoer i Epiro, forvandles til Foragt blant hans egne Folk; hvorudover han besluttede udi egen Person at giøre det yderste Forsøg. Han rykkede derfor selv med en Krigshær af 200.000 Mænd mod Epirum, og beleirede paa nye Staden Croja.

Førend denne Beleiring gik for sig, gjorde han et andet Forsøg mod Scanderbegs Person ved at underkiøbe tvende Personer for enten at myrde ham eller omkomme ham med Forgift; men disse tvende komme i Uenighed med hinanden, forudover deres Forehavende blev aabenbaret, og begge bleve hængte.

Efterat dette Anslag var giort til Vind, maatte Mahomhed anvende Magten alleene, og blev Beleiringen for Croja fortsætt med stor Hidsighed; men de Beleirede forsvarede sig med ikke mindre Bestandighed, og giorde dagligheden store og lykkelige Udfald.

Scanderbeg, som imidlertid førte en flyvende Krigshær, brød ind nu paa een, nu paa en anden Side af den Tyrkiske Leyer, og tilføyede saadan Skade, at Mahomed omsider med en Deel af Krigshæren begav sig til Constantinopel igien, efterladende Ballabanum for at fortsætte Beleiringen.




Manuskriptside til historien om Skanderbeg. Skriften er B's (se Heltehistorier-manuskriptet). Noten i marginen må antages at være Holberg's. Pga indbindingen er de yderste millimeter til højre »forsvundet«. Jeg har - for gode ord og betaling - fået sendt en smuk fotografisk gengivelse af siden fra Nasjonalbiblioteket i Oslo. Klik på billedet, hvis du vil se det i et større format.


Imidlertid gjorde Scanderbeg en Reise for at erholde Undsætning af andre Lande. Han kom da ogsaa til Rom i samme Henseende og formaadde Paven til at antage sig hans Sag med Iver. Efter han havde samlet en anseelig Magt af Hielpe-Tropper, kom han til Epirum igien, og satt sig for at angribe den Tyrkiske Leier: men Beleiringen blev strax derpaa ophæved, og Tyrkerne forlode Staden og Landet igien, efterdi Anføreren Ballabanus blev omkommen i en Storm. En saadan Ende fik ogsaa dette Tog, som var det største af alle.

      En Deel Skribentere have taget Anledning af den Reise, som Scanderbeg, medens Croja var beleired giorde til Italien, at afmale ham, som en fordreven Prinds, der havde mistet Croja tillige med sine andre Stæder.

Men de troeværdigste Skribentere, som Barlettus og Calchondylas vidne, at Mahomed var ligesaa ulykkelig paa dette Tog, som de andre. Ja at han end engang giorde saadant Forsøg, saavel mod Croja som Dyrachium [Durrës], men maatte med uforrettet Sag gaae tilbage, saa at Scanderbegs Lykke og Seyervindinger varede indtil hans Død, som skeede Aar 1466 [1468] udi hans Alders 63de og Regierings 24de Aar.

Hans Død foraarsagede en Jammer og Hylen over det heele Land, saasom man vel vidste, at det var ikke ved Landets Magt, men ved Scanderbegs Hoved og Arme alleene, at Epirus saa længe havde forsvaret sin Frihed.

Da han laa paa sit yderste, angreben af en Feber, og Tidende kom om et nyt Tyrkisk Indfald, sprang han op af Sengen, og vilde bevæbne sig efter Sædvane, men Afmægtigheden tillod ham ikke saadant, thi han maatte til Sengs igien og døde kort derefter.

Man kand sige om denne Mand, at han var den største Helt, som Naturen har dannet, og ingen hverken udi gamle eller nye Historier kand lignes med ham. Thi intet var meere forunderligt, end at see en liden Prinds med en Haandfuld af Folk udi 24 Aar at føre Krig mod tvende store Monarcher, for hvilke Persien, Ægypten og heele Europa skielvede og bævede. Han ødelagde fast 20 mægtige Krigshærer, fældede de fleeste Anførere og Kiemper, som udfordrede ham, med egen Haand. Og vidne de Tiders Skribentere, at han udi Strid har omkommet henved 3.000 Mænd ved sit eget Sværd, hvilket er mere, end som kand siges om noget Menneske paa Jorden.

Hans Tapperhed og Manddom var geleidet af Naade og Mildhed. Han havde ogsaa en særdeeles Nidkierhed for den Christelige Troe, og seer man af alle hans Breve, at han gav sig den titel: Georgius Castriotus Christi Stridsmand.

Hans Historie er beskreven af mange, men udførligst af Marino Barletto en Epiroter udi 13 Bøger, som jeg fornemmeligen har fuldt.

Samme Barlettus vidner, at da Tyrkerne siden bemægtige sig den Stad, hvorudi han laae begraven, opgrove de hans Legeme, og deele Stykker af hans Beene mellem sig, hvilke de ansaae som Helligdommer, ja hange dem om deres Halse, bildende sig ind, at Lykke og Velsignelse deraf vilde flyde.


Sammenligning

Udi disse tvende store Stridsmænds Gierninger findes megen Overeensstemmelse. Begge oprettede med ringe Magt deres Standarder mod de mægtigste Fiender, Scanderbeg mod Mahomet II., der var en Skræk for den heele Christendom, og Ziska mod det Pavelige Monarchie, hvorunder Keisere og Konger tilforn stedse havde bukket. Begges Vaaben kand kaldes Nødværge.

Den første greeb til Gevær for at befrie sit Arve-Førstendom fra et uretfærdigt Aag; den anden trok Kaarden for at beskytte Religionens Frihed, og at hævne sine Venners Død. Dog er denne Forskiæl derved, at den førstes Foretagende kand berømmes; den sidstes derimod kun nogenledes undskyldes; saasom Scanderbeg var en regierende Første, men Ziska kun en Undersaatt, og derfor skulde have Møye til at legitimere sin begyndte Krig, hvis ikke Kong Wenceslaus selv havde seet igiennem Fingre med hans Opstand.

Begge førte Krigen med en forunderlig Fremgang, og aldrig vendte deres Fiender Ryggen. Begge gjorde ogsaa tvende u-anseelige og tilforn lidt bekiendte Folk til de Berømmeligste paa samme Tid; og saa meget som Epiroter og Bøhmer ved disse store Generalers Middel overginge alle Nationer i Stridbarhed, saa meget overginge begge Anførere deres egne Folk udi Mod, Behændighed og Legemets Styrke.

Hvis Ziskæ Fiender kand siges meere stridbare end Scanderbegs, saa vare Scanderbegs derimod talrigere og mægtigere, og havde til Anfører Amurath og Mahometh, hvis Navn var en Skræk for heele Europa. Vel synes det mest at forundre sig over hos Ziska, at han forrettede saa store Ting, endskiønt han var stok-blind. Men derimod kan siges, at Scanderbegs Seyervindinger vare større og fleere, og at han førte saa store Krige med en Haandfuld af Epiroter, da Ziska havde Styrken af den heele Bøhmiske Nation paa sin Side.

Begges Personer vare lige forskrækkelige udi Feltslag, saa at det er u-vist, hvilket Syn var forfærdeligere for Fienden, enten Scanderbegs Sværd eller Ziskæ Kølle.

       Man seer her af, hvor meget disse tvende Mænd havde tilfælles med hinanden udi Commando, Krigsvidenskab, Dristighed, Behændighed og Legemets Styrke. Men gaar man videre, og tager sig for at examinere Heroiske Qvaliteter, da kand den sidste i ingen Ting lignes med den første, hvis heele Levnet var prydet med Mildhed, Naade, Urets Forglemmelse og oprigtige Heroiske Dyder; saa at han syntes ikke at føre Krig for at indlegge Ære, men for at efterleve sin Pligt, og anvende det store Pund, som GUd havde betroet ham til at standse den grummeste Fiende, som Christendommen nogen Tid har haft; saa at hans Tapperhed var ikke andet end en hellig Iver, og saadan een, som fandtes hos Judam Maccabæum og hans Brødre, og var den høyeste Titel, han forlangede, denne, at kaldes Georg Castriotus Jesu Christi Soldat.

Det er sandelig Skade, at det paa de Tider ikke var i Moden at canonicere uden Hykliske Munke og Præste-tilbedere: thi man kand sige, at utallige mange, som findes på Helgenes Liste, langt fra ikke have forskylt det saa vel, som denne store Mand, hvis heele Liv var en Kiede af Christelige Dyder: og ved hvis Haand GUd lod see virkelige Miracler, ved at standse en forfærdelig Fiendes Magt, der rev de Christne af Hænder 2 Keiserdommer, mange Kongeriger, og utallige Lande og Stæder. Jeg siger, virkelige Miracler, i Henseende til mange, som tillegges visse Helgene, hvilke heller have Anseelse af Koglerie, end himmelske Virkninger.

Med eet Ord at sige: Ziska var udi det 15de Seculo en af de største Generaler, og Scanderbeg udi heele Historien den største Stridsmand, Anfører og tilligemed Heros.




Note om Marinus Barletius:

Professor Minna Skafte Jensen skrev i 1988 en artikel om Marnius Bartelius' Skanderbeg-biografi. Artiklen kan findes på: http://miqesia.dk/Barletius.htm

Følgende er fundet på: http://portico.bl.uk/gabriel/treasures/country/Albania/al01.html

This is not the oldest printed book found in the National Library of Albania (the earliest dates from 1473), but it is the most important one concerning the historical-documentary value of the Albanian culture.

At the center of the work stands the image of George from the Castriots' family (known by the Osmans as Scanderbegi). For a quarter of a century, at the head of the Albanian military alliance, he faced the Ottoman invaders preventing their irruption in Europe. This work points out the influence of the Albanian prince on the political life of Albanian people, of the Balkan Peninsula people and on the Continent.

The author's name, an [Albanian Priest from Shkodra], appears at the top of the preface: 'Marini Barleti Scodrensis de vita & gestis Scanderbeg'. The publication data are taken from the colophon. The title-page is printed in red and black. The initials B.V. belong to the printer from Venice Bernardinus de Vitalibus who in 1508-1510 was working in Rome; this suggests that the book was published around the years 1508-1510. It was republished in Latin three more times: in Strassbourg 1537, in Frankfurt-am-Main 1578 and in Zagreb 1743. It was also translated in many other languages, such as German, Italian, French, English, Spanish, Portuguese, Greek, Polish, Russian etc. Almost all these translations date from the 16th and 17th centuries. In Albanian it was translated in the 20th century (1964).

Barlet's 'History of Scanderbeg' became known all over Europe. Based on his work many well known writers wrote on the life and deeds of the Albanian prince. Among them the Frenchman Jacques de Lavardin wrote 'Histoire de Georges Castriot Surnomé Scanderbeg, Roy d'Albanie', which was published in France six times: 1576, 1593, 1596, 1597, 1604, 1621 (in which year it was published twice in Paris by two different publishers).

Next to the table of contents appears a portrait of Scanderbeg engraved on wood. On the first leaf there is a miniature portrait (5,3 x 5,4 cm) of the author Marinus Barletius. The title page is surrounded with an engraving on wood that contains also the bicephalous eagle, the emblem of the Castriots.



Note om Holberg-portrættet: Portrættet er malet af Jørgen Roed i 1847 som kopi af Johan Roselius' maleri fra 1752.